Selvfølgelig skal du gøre forskel på dine børn

Uh, man må ikke gøre forskel. Tænk, hvis nogen blev snydt? Alle skal have lige meget og de skal have det samme, på samme tid og ikke noget med at nogen får én vingummi i en anden farve, for så er der jo gjort forskel og dét er bare så forbudt-forbudt og direkte grund til tvangsfjernelse (indsæt selv passende smiley).
Jeg giver ikke en skid for den slags lighedstænkning. Hvis det skulle give mening skulle alle jo have samme behov på samme tid. Så hos os hersker princippet: Yde efter evne, nyde efter behov. For der er sgu forskel på folk!

Men det er svært at gøre forskel. For så er der ingen metervaresvar. Det er krævende at se den enkeltes behov. Men jeg bilder mig ind, at det er indsatsen værd. Hvis jeg hele tiden gav August noget, bare fordi Alfred fik – så handlede det jo ikke om Augusts behov, men om princippet. Og jeg vil virkelig gerne have, at mine børn kan tåle, at andre får noget uden at de selv skal have tilsvarende. Jeg vil virkelig gerne have, at de bliver ved med at kunne mærke deres eget behov – og ikke føler sig snydt eller truet af andre. Indtil videre går det den rigtige vej.

Det er kun det ene af mine børn, der går på specialskole, men de er specielle begge to. Det får mig dog ikke til at dele sol og kage lige af den grund. Det er nemt at lade sig opsluge af autismen. Fordi den fylder. Fordi den er fremmed og skal læres at kende. Fordi den hele tiden ændrer sig og ændrer os som familie. Men den må ikke sluge os. Den er en del af os – men ikke hele os. Det er et hensyn vi tager. Og det er selvfølgelig også en af grundende til, at jeg tror på forskelsbehandling. For der er forskel. Men det er vigtigt for mig, at autismen aldrig får det til at tippe over – til den ene eller andens fordel.

Giv dem god gammel tid. Og masser af det.
Et af de helt store behov hos begge drenge er behovet for tid. Rolig tid. Eller god gammel tid, som vi kalder det. Timer hvor vi ikke skal noget. Hvor jeg ikke stiller krav, men stiller mig til rådighed. Hvor vi bare er. Alfred og jeg har f.eks. Dig & Mig tid hver onsdag, hvor vi ofte går på café, spiller spil eller hvad han nu har lyst til. Nogle gange vil han bare hjem og spille Nintendo, men han ved, at jeg er der – og vi nyder det begge to.
Jeg har ikke en tilsvarende cafedag med August. Det har han ikke brug for. Han behøver ikke at skulle have afmålt samme mængde kage, knus eller saft som Alfred. Han har brug for min tid på en anden måde. Og den forsøger jeg at give ham – når han har brug for det.
Den helt store udfordring er selvfølgelig, når de har brug for mig lige meget på samme tid. Som i “MOAR! KOM NUUUUUUUUU!”
Den har jeg desværre ikke regnet ud. Og det tror jeg altså heller ikke den retfærdighedssøgende lige-for-lige indgangsvinkel har. Men jeg bilder mig ind, at der er mindre skrigen på mor på samme tid, hvis de ved at de har mig (mere eller mindre) når de har brug for det.

20120411-104815.jpg
Der er forskel på folk og kun én August, der tager solbriller på og siger “Hva’ så, skatter?” til mig.

2 thoughts

  1. Jeg synes, du ser helt rigtig. Vores børn er forskellige og har derfor også forskellige behov. Jeg fik lyst til at dele et trick, jeg benyttede mig meget af, da mine børn var yngre og havde brug for mig samtidig.
    Jeg plejede at få øjenkontakt med det barn, der måtte vente først og sige: “Du er nummer 1 i køen”. Det virkede rigtig godt….. FAKTISK mener jeg, at jeg i starten mimede at jeg gav barnet en billet til køen…..
    Analyseret i tilbageblik er det jo faktisk bare en anerkendelse af behovet og en betrygning af barnet i forhold til, at det er blevet set/hørt og at dets behov nok skal blive opfyldt.
    Tak for øvrigt for nogle supergode indlæg.

Skriv et svar