Længere snor, mor!

Jeg er gået i træningslejr. Men det er altså en hård omgang, for træningen går ud på at give drengene mere frihed – længere snor om man vil. Jeg kan i den grad mærke, at min ekstra omsorg/bekymring for Alfred springer frem. Det kræver al min energi ikke at gå i panik og tænke i spisesedler. For han ligner en almindelig dreng og kan så meget. Men filmen kan knække – og hvad sker der så? [Indsæt selv dramatisk spiseseddel fra Ekstra Bladet om skrækkelig ulykke.]

Med forsigtighed går jeg til værks. Og forsøger at skjule min indre angst for at der skal ske mine skattebørn noget. Så Alfred fik f.eks. selv lov til at gå i Tiger i Amagercentret og købe en is. Ja, altså – jeg var i Matas imens og vi skulle mødes foran Tiger bagefter, men hende Matas-trunten var 1 mio. år om at pakke en gave ind, så pludselig kom Alfred gående glad midt i Amagercentret med is i den ene hånd og bamse Alma i den anden. Og jeg blev så glad og stolt (og meeega lettet!).

Altså, mor – jeg ventede, men det tog så lang tid. Så kom jeg bare hen til dig“, sagde Alfred og gumle veltilfreds is. Så jeg foldede spisesedlen med den dramatiske kidnapning/mord/overfald/dødsulykke sammen.

Selvom jeg har et særligt blødt punkt for Alfred, betyder det jo ikke at August er et stedbarn, der bare får lov til at rende på gaden. Langt fra. For han er min lille baby (som bliver 5 år lige om lidt, ahem…). Han har en umiddelbar tilgang til det hele – tør en masse – gør en masse. Men han skal også have mere snor (bare han ikke får den om halsen og – ja, indsæt selv spisesedlen fra før). Så han får f.eks. lov til at gå en anden vej hjem fra kiosken. Jeg går den ene vej rundt om blokken og han går den anden. Han får lov til at krydse en vej (hjæææælp!!) og som en anden spion har jeg jo set at han klarer det super fint. Og det er Albaniensgade han krydser – ikke Amagerbrogade… Men alligevel.

Jeg ved ikke, om Alfreds autisme påvirker længden af min snor. Det kan jeg ikke vide, for det har altid været sådan. Men fordi jeg ikke helt ved hvordan han oplever verden, får det mig til at holde ham tættere. Passe mere på ham end jeg måske ville gøre hvis han ikke var autist. Jeg er hans tolk, ambassadør, guide, advokat – og mama. Og selvom vores hjerter taler samme sprog ser vores verdener forskellige ud. Så jeg var lykkelig for at han fandt den lige vej fra Tiger til Matas – uden at jeg skulle trække i snoren. Og med en bid is ryger sådan en spiseseddel også ned.

 

20120714-191517.jpg
Liiiiidt længere snor, ik?

4 thoughts

  1. Hejsa. Ja hvornår er et apsergerbarn moden nok til at begå sig ude – ligeså hurtigt som en på samme alder?? Nej for deres forarbednings evne m.v. kan også være påvirket, så den der ting, pind, blomst eller andet de lige ser over på den anden side af gade er måske pludselig mere interessant end at skulle orintere sig ud fra det der er det almindelige med at dreje hovedet fra side til side og kigge. Når man så som mor går bag ved og hjertet hopper op i halsen med lynets hast og ordene brøler ud af ens mund “pas på der kommer biler” svar tilbage fra drengen”bare rolig jeg bruger mine ører til at høre om der kommer biler” “jammen sødeste ven – du skal også bruge øjnene”. Så står man der tilbage som mor, stadig helt rystet fordi drengen løb over vejen uden at se sig for!!!
    Så som mor til et aspergbarn må det nogle gange briste eller bærer – men for søren hvor er det svært, for hvis der nu skulle ske noget……så er der både spise sedlerne og måske endnu en underretningssag der kører…. og som om, at familie ikke har været nok igennem…
    Super dejlig blog af få kendskab til gennem autismebladets artikel….TAK!

  2. ja jeg kan kun være enig i begge jeres udsagn historier, jeg mor til Joakim 9år. Vi min mand og jeg har virkelig også vores at slås med i disse inklutions tider.

Skriv et svar