Gæsteindlæg: Fra belastning til trivsel

Der var store interesse for Anna Hjorts gode gæsteindlæg forleden [som du kan læse her], så hun har været sød at følge op med en mere uddybende beskrivelse af, hvordan hun har hjulpet sin datter. Jeg giver trygt ordet videre til Anna:

“Jeg har igen fået den store fornøjelse at skrive et gæsteindlæg her på Autismetanken. Denne gang om hvordan man som forældre mere konkret kan hjælpe sit barn fra et liv i belastning til et liv i trivsel.

Jeg hedder Anna Hjorth, er autisme- og ADHD-rådgiver i Nordjylland og mor til 3 børn, hvor af den ældste, Ditte, på 13 år har infantil autisme.

Dette indlæg vil tage udgangspunkt i min egen datter Ditte. De redskaber, jeg beskriver, vil kunne hjælpe de fleste børn med autisme.

Et liv i belastning
I sommeren 2011 var Ditte indlagt på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Aalborg. Hun kom ind med diagnosen Aspergers syndrom samt div. belastningssymptomer og ud 24 dage senere med diagnosen infantil autisme samt en del tillægsdiagnoser. Vi havde af mange grunde ikke fået den rette hjælp igennem kommunen. Ditte var placeret i et forkert skoletilbud og vi som forældre havde handlet ud fra hun havde Aspergers syndrom.

Nu begyndte et nyt og mere alvorligt kapitel i vores liv. Ville vi “redde” Ditte og sikre os, at hun fik et godt liv med trivsel skulle denne udvikling vendes – og gerne hurtig.

Vi fandt frem til en autismevejleder, som vi havde tiltro til kunne hjælpe os med at løfte denne opgave. De første gange vi var sammen, brugte vejlederen på at finde ud af, hvem Ditte var igennem vores beskrivelser og de tiltag vi allerede havde sat i gang.

Vi havde bl.a. selv indført:

  • • Piktogrammer som fortalt Ditte, hvad hun skulle og hvad hun skulle bagefter.
  • • Sociale historier som fortalte Ditte om nye situationer.
  • • Forudsigelighed i forhold til ikke at ændre i dagsplanen.
  • • Frabedt os uanmeldte besøg, samt at Ditte ikke var med nogen steder, hun ikke kunne overskue.
  • • Jeg havde nedsat tid på arbejde, sådan Ditte altid senest blev hentet kl. 14:00 i sko-len (specialklasse for børn med autisme) for at mindske den belastning hun fik af at være i SFO.
  • • Derudover havde jeg deltaget i diverse kurser, weekendseminar og workshops for at lære at forstå Dittes tankegang og handlemønster.

Begyndelsen på et liv i trivsel
At gå fra belastning til trivsel er en stor opgave som indeholder mange små skridt og nuancer der er svære at beskrive her. Jeg vil i dette afsnit beskrive nogle af de største og vigtigste skridt vi tog, som jeg ved vil hjælpe næsten alle børn med autisme.

Vi startede med at uddybe de pædagogiske redskaber vi allerede havde indført.

Piktogrammerne blev udbygget. Et eksempel her fra spisesituationen:

  • Hvad skal jeg: Spise aftensmad
  • Hvem skal jeg spise med: Mor og far
  • Hvornår skal jeg: Du skal spise kl. 18:00 – et visuelt ur var sat til at ringe når kl. var 18.00 samt hun var forberedt på det ½ time før, når uret blev sat til.
  • Hvor lang tid skal jeg: Du skal spise i 10 min. – visuel ur blev sat når måltidet startede, sådan hun vidste, hun måtte gå fra bordet igen, når uret ringede.
  • Hvor skal jeg spise: i køkkenet
  • Hvad skal jeg bagefter: i bad

Ekstra skemaer
Det kunne være omkring måltider – hvem laver min mad og hvad skal jeg have at spise. Det kunne være tøj – hvilket tøj skal jeg have på næste morgen osv.

Sociale historier
Sociale historier blev udbygget til at bruges hver gang Ditte havde brug for en forklaring på hvorfor hun skulle gøre noget. Sociale historier var et altafgørende punkt, da Ditte ikke ville gøre noget, hun ikke kunne se meningen med. Til hver ting Ditte havde det svært med, skrev jeg en social historien som forklarede meningen med aktiviteten. Jeg brugte kun en historie af gangen, når hun havde forstået den, skrev jeg den næste historie osv. Disse historier blev også læst på et bestemt tidspunkt hver dag.

Nødudgang
Ditte fik altid en nødudgang, hvis hun skulle gøre noget, hun ikke havde prøvet før eller kunne blive utryg ved. Nødudgangen kunne gives på mange måder. Det kunne være lige fra at fortælle hende (på forhånd), at hvis hun ikke havde energi nok under en rundboldkamp, kunne hun sætte sig lige der i græsset og se på, indtil de andre var færdige. Til at give hende en mobiltelefon med på taxaturen til skole, sådan hun altid kunne ringe til mig, hvis hun blev bekymret eller utryg på vejen til skole.

At have en nødudgang giver meget tryghed og er med til at forhindre uhensigtsmæssig adfærd, da barnet ved præcis hvad det skal gøre, hvis ikke det kan være med mere, føler sig utryg, bliver bange osv.

Trappen
For at gøre alle disse skridt visuelle lavede vi en trappe på pap, som viste Ditte, at hun nu gik et skridt op af trappen. Blev det for svært, kunne hun altid gå et skridt ned ad trappen igen og vente med at gå op, til hun var helt klar. Det hjalp vi hende altid med. Dette gav et klart billede af, hvor Ditte var nu, og hvilket mål hun gik efter. Det gav hende tryghed at vide, hun kunne gå ned af trappen, hvis det blev for svært. På den måde følte hun sig ikke presset ud i noget, hun ikke kunne overskue.

Skole-hjem samarbejde
Ditte startede på ny skole, som var en specialeskole for børn med autisme.Her samarbejdede vi på den måde, at vi lavede en fælles plan, som vi havde et fælles ansvar for. Det var os, der rettede planen til undervejs, da det var os, som fik reaktionerne hjemme efter dagen i skolen.

Vi samarbejde på den måde, at vi ikke tog skridt op af trappen i skolen, samtidig med vi tog skridt op af trappen hjemme. Det var et skole-hjemsamarbejde, hvor vi som forældre blev respekteret for vores viden omkring vores barn og hvor det var skolen, der lyttede på os. Vi skrev eller ringede sammen hver dag. Jeg fik en nøjagtig plan for, hvad der skulle ske i skolen dagen efter og en socialhistorie som kunne bruges i denne sammenhæng.

Tidspunkter
Alle tidspunkter i løbet af en dag blev fastlagt. Alle spise tider – tid for bad – senge tid osv.

Tillid
En aftale var en aftale. Havde jeg lovet noget blev det udført.

Forudsigelighed
Forudsigelighed var ikke kun i forhold til dagsplanen. Forudsigelighed var i den grad også i forhold til, hvordan jeg reagere. Det vi sige, at hvis en plan ikke lykkedes, skulle jeg beslutte mig for, hvordan jeg ville reagere hver gang. Altså ikke sige ’skidt med det’ første gang planen mislykkedes, blive skuffet anden gang og vred tredje gang. Ditte havde brug for ikke at skulle bruge energi på at forudse vores reaktion. Det gav hende tryghed at vide, at selv om noget mislykkedes, ville jeg aldrig blive vred eller skuffet. (Ikke foran hende i hvert fald.)

Hvorfor er de redskaber vigtige?
Det var blot nogle af de vigtigste redskaber, som blev udbygget, så det skabte større tryg-hed, forudsigelighed og struktur for Ditte. På den måde skulle hun ikke bruge den samme mængde energi som før. Nu blev der plads til at skabe ro i hovedet i stedet for kaos og forvirring. Et hvert forventnings pres blev taget fra hende.

Forestil dig…
Du skal prøve at forstille dig en tragt. Den er bred for oven og forestiller, hvordan barnet har det – fyldt med kaos og belastning, fordi barnet skal mange ting, men uden at have system i det.

Du sætter nu ind med støttesystemer og tragten bliver smal. Vi tænker måske som foræl-dre, at det kan vi ikke holde ud, at barnet liv skal være så snævert.

Men når barnet har fået tilpas med tryghed, forudsigelighed og struktur, begynder det af sig selv at åbne op for nye udfordringer. Du vil opleve, at barnet kan rumme mere og mere uden at barnet får anfald, belastning eller uhensigtsmæssig adfærd. Du har givet barnet redskaberne og roen til at skabe systemer i sit hoved. Nu kan der langsomt fyldes aktiviteter og ansvar på igen.

Nu ved du som forælder, hvad du skal gøre, hvis barnet viser tegn på belastning igen. Det gør, at du også bedre tør “presse” barnet ud i nye udfordringer, fordi du kan gribe ind i tide, inden noget går galt.

Mulighederne er mange. Vi skal bare lige finde det som virker bedst for vores barn. Og vigtigst af alt komme fra teori til praksis – for før virker vores gode hensigter desværre ikke.

Jeg husker tit på den kloge sætning om: At ethvert barn vil opføre sig godt, hvis det kan – og kan barnet ikke, må vi hjælpe det på vej.

Du er altid hjertelig velkommen til at kontakte mig på 20531150 for en uforpligtende snak eller læse mere om mig på www.anna-hjorth.dk

6 thoughts

  1. Dejligt og jordnært råd Anna. På en måde meget omfattende at gå igang med, men jeg elsker at du skriver så simplet og jordnært. TAK

  2. Hej Gitte
    Jeg vil blot ønske dig held og lykke med de nye udfordringer og glæder vores skønne børn giver os 🙂
    Og husk de pædagogiske redskaber heldigvis kun skal tages i brug i det omfang det giver mening og i små skridt af gangen 🙂

    Bedste hilsner Anna Hjorth

  3. Hej Anna hold da op det satte nogle tanker igang. Må indrømme jeg blev virkelig rørt. Hvor godt forstående det er skrevet. Det giver stof til eftertanke. Tak Anna, knus Mette

Skriv et svar