Autisme som kultur

foto (2)

Engang blev homoseksualitet betragtet som en sygdom. Det var derfor noget, man troede kunne helbredes – og det var i hvert fald ikke noget, man skulle vise åbenlyst eller være stolt af. Sådan er det heldigvis ikke længere (de fleste steder). Tænk, hvis vi kommer til at opleve det samme med autisme. Og jeg ved godt, at de to størrelser ikke er direkte sammenlignelige – det er bare et interessant greb, hvis man tænker på autisme som et iboende træk som er med til at definere en person. Det er ikke en afvigelse, men et medlemsskab af en gruppe.

Fra mangel til anderledeshed
Med denne lidt skæve indgangsvinkel vil jeg kort viderebringe nogle pointer fra Sif Schmidt Stewart-Ferrer’s workshop på Skivekonferencen 2013.

Som den sande vidensdeler Sif er, har hun gjort alle de informative slides fra workshoppen tilgængelige her. De er fyldt med links og henvisninger, hvis du vil dykke dybere ned i emnet. Jeg har selv taget udstyret på og er hoppet i vandet.

Her er et par udvalgte citater:

“Vær ikke bange for mærkater, men brug dem respektfuldt”

“Vi er alle normale for os selv”

Og så stillede hun nogle rigtigt gode spørgsmål. Hvem er det egentlig man vil hjælpe, når man prøver at hjælpe autister? Når man vil prøve at ‘normalisere’ dem (indsæt passende ubehag)? Er det i virkeligheden sig selv man gør det for – så ens eget udgangspunkt og verdens-forventning kan forblive intakt?

Jeg kan rigtig godt li’ udgangspunktet – at vi alle er normale for os selv. Det er et godt sted at starte i mødet med andre mennesker. Det næste fokus som er relevant i forhold til mennesker, som selvom de er normale i forhold til sig selv alligevel har brug for andres hjælp, er hvad et godt autistisk liv er.

foto (1)

Det er egentligt ret enkelt, ik’?

4 thoughts

Skriv et svar