Amatør!

Nogle gange er selv de bedste intentioner bare ikke nok. Jeg er en amatør i følge August. Han ændrede det efterfølgende til nørd, som jeg er noget mere tilfreds med – men i det store hele har han ikke været så tilfreds med mig i dag. Selvom han har haft fridag. Selvom vi har leget. Selvom jeg har været her – så har det bare ikke været som det skulle være. Og det er der flere grunde til.

[Det følgende er på ingen måde skrevet for at du skal synes det er synd for mig. Det er ikke skrevet for at nedgøre mine evner som mor – eller bede om bekræftelse. Det er skrevet for at illustrere, hvordan det kan ramle, når hjerner kører i forskellige omdrejningen – og så er det skrevet for at give ro i min hjerne. Den har nemlig brug for at blive tømt for ord.]

For de eventuelt nye læsere på bloggen, så er August 6 år. Han går i 0. klasse og er Alfreds lillebror. August er ikke autist, hvilket han af og til brokker sig over. Han vil som de fleste lillebrødre gerne være som sin storebror – men absolut ikke i dag. Forskelsbehandlingen som er nødvendig i en familie som vores er svær. Der bliver gjort forskel. Vi forsøger at gøre det til begges fordel, så der ydes efter evne og nydes efter behov – men for hulan! Det er svært! Det er ikke altid fair. Det er langt fra altid godt nok.

Selvom jeg gør mit ypperste, er der ingen garanti for at jeg rammer noget som helst, der nærmer sig i orden. Og så kan en dag altså godt blive lang, ik’?!

Kimen til utilfredsheden blev lagt i går. Alfred fik to af sine julegaver i går – en Nintendo 3D og Lego Marvel Superheroes. (Hvorfor? Læs her) Vi havde købt Nintendoen i den blå avis – og havde tjekket den. Men ikke spillet… For det der skulle have været en tirsdag i paradis endte i et snot & tåre inferno igen med mig i rollen som skodmor. Spillet virkede ikke – maskinen ville ikke læse det, men kun det medfølgende kopikort med ekstra spil (bedre kan jeg ikke forklare det).

August syntes, det var snyd, at Alfred fik sine gaver, når han ikke fik nogen. Selvom jeg fortalte, at han nok skulle få gaver af os, var det bare ikke godt nok. Og set i bakspejlet var det nok heller ikke den smarteste idé. Alfred syntes det hele var noget lort, fordi spillet ikke virkede – men der var trods alt en slags løsning – nemlig at jeg byttede spillet i dag.

Sagen var bare den, at det ikke var spillet, men maskinen der var noget i vejen med. (Tak for super hjælpsom service, Fætter BR i Amagercentret!) Så jeg endte med at købe en spritny Nintendo til Alfred – og notere mig, hvilke ting August ønskede sig til jul. Det hjalp lidt på hans humør – og for lige at springe i en lidt lang historie – så fik vi hentet Alfred, overrakt Nintendoen – og så brød helvede løs igen.

Det der skulle have været redningen – det der skulle give den store søde dreng bare en smule ro og julefred i sindet, fik det hele til at blusse op – for spillet lignede jo ikke det han havde set på YouTube. (For det var jo playstation-versionen…). Så Alfred rasede (igen!) Mikkel kom til undsætning og de snakkede og snakkede og snakkede. Helt om hvad ved jeg ikke – for der stod jeg med August. Lillebror. Født i dur med smil på læben og med gadedrengehop som foretrukken fremdrift. Det spiller bare ikke altid, når autismens bagside raser.

“Jeg hader altså denne her familie – og i morgen rejser jeg! Jeg ville ønske at alle bare havde det godt – og at ingen var sure…”

Sådan skumlede August, da han endeligt ville tale med mig. Det ville han nemlig først ikke – for jeg var *biiiiiiiiiiip* (Augusts måde at sige bandeord på tilsat en slags selvcensur.) Jeg forstår ham godt – det er ikke rart med en bror der i blindt raseri skriger og græder, en far der forsøger at rede trådene ud og så en mor der – helt ærligt – gik og græd, fordi det jo ikke var sådan det skulle være.

“Jeg ville også ønske at ingen var sure. Det er ikke rart, når det er sådan her. Men det skal nok gå over. Jeg tror heller ikke, at Alfred ville ønske, at han havde det sådan som han har det. Men han kan ikke gøre det anderledes lige nu…”

Det var alt, jeg kunne sige. Mine ord kan ikke ændre noget. De kan ikke få larmen til at stoppe. De kan ikke ændre ved det faktum, at min godnathistorielæsning trods fuld opmærksomhed og engageret læsning af og til blev overdøvet af rasende eder og forbandelser fra Alfreds værelse. Det var lidt som at synge på Titanic… Men han faldt i søvn, den lille – og jeg tænkte på vores samtale i bussen i dag.

Mig: “August – ved du godt at jeg synes din far er et skattefjæs?”
August: “Næ – det er da noget du kalder mig og Alfred.”
Mig: “Er jeg et skattefjæs?”
August: “Nej – du er en amatør!”
Mig: “Hvad?”
August: “Ok – du er en nørd. En computernørd.”

Jeg fik mig også en lille godnatsnak med Alfred, som var faldet ned igen. Næsten. Men han forklarer det så fint – det der sker indeni.

Mor – det er lige som om det flimrer inde i hjernen. Og så kan jeg slet ikke huske nogen ting – det er lige som om min hukommelse bliver slettet. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre – eller hvad jeg så skal tænke.

Så sagde han, at han nok godt ville give spillet en chance. Måske lidt. Også selvom det ikke lignede det han havde set.

Lang dags drama nåede sin ende. Det flimrer også lidt i min hjerne, men jeg er sikker på at det er intet i forhold til i Alfreds. Det er ikke rart at se ham være så forpint – og føle at jeg trods gode intentioner bærer en del af skylden. Det hjælper, når jeg får at vide at jeg også er hans trøst.

Jeg synes på ingen måde, at det er synd for August, at Alfred er autist.  Det er jo heller ikke synd for Alfred, at August er neurotypisk. Det gør noget svært og helt sikkert noget anderledes. Men set i det store forkromede overblikslys (som jeg håber er tændt i morgen), så er de hinandens bedste brødre. Det er bestemt heller ikke synd for mig. Det er bare sådan, at jeg ikke er professionel. Jeg er mor, som vel egentlig faktisk er en slags amatør…

7 thoughts

  1. Åh, disse dage er så bekendte. For selvom mine drenge jo begge er autister, så skal der stadig gøres forskel. Det, der fungerer hos den ene, fungerer helt sikkert ikke hos den anden. Og ja, så får man denne dumme følelse af, at være utilstrækkelig. Hvilket, vi mødre også er. I perioder. De går dog heldigvis over igen, de dage.

  2. Jeg kender de umulige situationer, hvor man tror man har fundet nøglen til at gøre forskel til begges fordel og det så alligevel ramler. Og nej, det er ikke synd for nogen, men udfordrende, det er det. Krydser fingre for bedre overblik hos jer i dag.

  3. Selv om Junior er enebarn, så er det alligevel så velkendt det du beskriver… at man som forældre har de bedste intentioner om at gøre det rigtige for barnet, og så ender det alligevel med et dårligt resultat med nedsmeltninger, konflikter og kaos til følge.

  4. Hvor er du fantastisk Kathrine; som mor og menneske. Selvom jeg selv er autist kender jeg stress situationerne..selvom de opstår over andre ting hjemme hos os og oftest af omverdenen. Men hvor er du beundringsværdig, at du skriver virkeligheden så autentisk, med respekt for både de neurotypiske og de autistiske mennesker. Du viser jo hvordan du på bedste evne, forsøger at forene verdenerne parallelt, med stor omsorg og kærlighed for begge verdener. WAUV:-)
    Jeg tænker ofte; hvor må det indimellem være svært at være neurotypisk forælder, til et barn med autisme. Det må indimellem være svært, hele tiden at skulle forstå vores hjerners bearbejdning. Det er jo logik, at det går begge veje.
    Men det der betyder alt; er den måde du håndtere det på; med så meget kærlighed, vilje og ydmyghed. Jeg er virkelig rørt over din historie. Ikke “synd for”, men ydmygt berørt over din store personlighed.

  5. Det er så dejligt at læse dine hverdagsberetninger der er så velkendte (bortset fra at mine drenge ikke er så selv-indsigtsfulde som din Alfred:o))
    Åh hvor jeg kender den følelse af at jeg troede jeg havde tænkt på det hele og troede at jeg havde styr på det hele og så var der alligevel en detalje jeg havde overset eller ikke været opmærksom på og som er det der vælter læsset.

    Og nej, det er ikke synd for August at hans bror er autist (eller Alfred at hans bror ikke er det). På den lange bane skal det nok ende med at være en velsignelse, både for ham og for hans personlige udvikling.

    Ligesom vi mødre hele tiden bliver klogere, mere vidende og mere “runde”, efterhånden som vores børn får formet os :o)

Skriv et svar