Foden på speederen

Der er tid som stryger afsted. Dage der glider efter hinanden. Tryg gentagelse af same old, same old. En vinter der føltes som en evighed er til at se en ende på. Det er lyst om morgenen. Det er lyst når vi kommer hjem.

Vinteren har været hård. Alfreds energi har været lav. Han har været syg en uge. Men nu er det som om vinden vender. Alfred er tilbage i skole.

Den fine ting jeg oplever i svage situationer er hvordan vi kommer hinanden til undsætning. Som når August kommer og tilbyder at holde Alfred i hånden, når han skal have dryppet øjne. Og ikke mindst, at Alfred tager imod sin lillebrors hånd. Det er store sager i det små og som solen, der skinnede på sommerhusgræsset i søndags, da jeg for første gang i år kunne hænge vasketøjet ud, skinner Augusts udvikling for tiden stærkt. At han bare bliver så stor er en kliché, men ikke desto mindre sand. Hans verden vokser. Han ser og oplever ting. Har sin egen verden i skolen. Helt som det skal være.

øjendråber

Kan vi tage foden af speederen nu? Kan vi sagtne farten, så vi kan følge lidt med? Nu vil jeg vende ansigtet mod lyset. Holde Alfreds hånd på vejen hjem. Bemærke hvordan der er lyde og dufte. Suge det hele ind og lade mig lade op. Slippe speederen og være her.

Skriv et svar