For mange stemmer fordærver debatten

Jeg har været tavs et stykke tid. Der har ikke været ord på spil, selvom der som altid er rigeligt at forholde sig til. Der bliver nemlig sagt og skrevet meget for tiden. Om autisme. Om inklusion. ADHD. Specialskoler. Hvem der får hvad – og hvem der ikke får. Hvem der må være med i hvilke grupper, hvem der holdes ude, hvem der forstår hvem og hvordan.

Men helt ærligt, så bliver jeg også træt af debat. Træt af meninger. Træt af at skulle forholde mig til overordnede emner, personlige detaljer, misforståelser, angreb, anklager, undskyldninger, udglatning, reprimander og hvad der følger i kølvandet på en ophedet elektronisk diskussion.

Jeg er glad for, at der ikke er lyd på. For så tror jeg, at jeg ville have det lidt som Alfred, når der er for mange, der taler på en gang. Det er umuligt at høre noget som helst – og man får mest lyst til at flygte med hænderne over ørerne.

Det er ikke fordi jeg synes alle andre skal være stille (og lytte til mig). Egentlig skriver jeg i bund og grund for min egen skyld. Fordi det er når jeg sætter ord efter ord, at det giver mening for mig. At det er i skriften at jeg forstår mig selv. At jeg tænker i skrift. Elsker bogstaver, elsker ord. Glædes over at Alfred kan klukke af fryd over så lækkert et ord som ‘godte’ er. Så kommer der ro i mine tanker. Så hører jeg klart.

Det er nok bare sådan at jeg fra tid til anden skal holde mig fra debatter. Holde mig fra de lange trådes grupper. Holde mig fra de ellers gode steder, som byder på støtte og forståelse – men også så mange følelser at jeg næsten ikke kan trække vejret. Fordi følelser er svære for mig. Især andres følelser, fordi de jo har dem og skal have lov til det – men fordi det samtidig påvirker mig dybt.

Det er derfor jeg holder af bloggen. Den er min egen. Andre er velkommen, men det er i bund og grund mit sted. Jeg er klar over at I læser med. At I gør jeg tanker baseret på mine ord. Men så tænker jeg ikke så meget længere, for mine fingre har sluppet tasterne og teksten lever sit eget liv. Den er på samme tid min og sin egen. Det handler om mit liv. Om Alfred. Om autisme. Men også om hvordan det er at skulle forholde sig til så mange elementer, som et liv er bygget op af.

Derfor bliver jeg træt. Derfor må jeg fra tid til anden rydde op i hvad jeg engagerer mig i – for jeg vil jo gerne det hele, men får ikke flere timer i døgnet af den grund. Jeg vil gerne mine nærmeste, men jeg kan ikke fungere uden tid helt for mig selv. Endnu et punkt hvor Alfred og jeg ligner hinanden. Vi trives bedst i eget selskab, sådan sat på spidsen. Jeg må også rydde op i hvad jeg tager ind af ny information – og det er godt nok svært når jeg er hooked på sociale medier, er bidt af at følge med og hele tiden bliver fanget af noget, som umiddelbart virker spændende og meget vigtigt. Men det er ikke vigtigt. Det er ikke nødvendigt at følge med i det hele. (Siger jeg til mig selv.)

Men nu er denne halskæde af ord sat efter hinanden fuldendt uden nogen egentlig hverken pointe eller konklusion. Det bliver en løs knude, som sikkert går op – men jeg holder afstand. Ikke til dig. Men til debatten – hvad den så ellers går på.

Stille

6 thoughts

  1. En har sagt, at det moderne menneske hører den samme nyhedsstrøm på en uge, som vore tipoldeforældre hørte på et helt liv.
    Det er rigtigt, Kathrine, uanset hvor spændende og vigtigt det er, behøver vi ikke at vide og forholde os til det hele. Vi bliver jo fuldstændig blæst i vore hoveder.

  2. Du har så evigt ret. Nogle gange skal man også bare trække på skuldrene og sige ‘pyt’ – ikke fordi man ikke er engageret og brænder for det, men fordi man brænder ud.
    Jeg er også slem til at ‘adoptere’ andres frygtelige beretninger og følelser, og jeg tager også tit en time-out. Nogle gange klikker jeg med vilje ikke på links eller lægger en kommentar. For at passe på mig selv.
    Kram herfra (og du behøver ikke at svare!)
    Gitte K

  3. Jeg har de LIGE SOM DIG. Jeg har selv meldt mig fra alle mine grupper op facebook – undtaget din og en enkelt mere. Jeg også læser autismeforenings medlemsblad, og prøve at forholde mig til den skriftlige version af Politiken hver morgen. Det er hårdt at sortere så kraftigt fra når man er en nyheds og vidensjunkie – og fordi jeg i den grad trænger til en større netværk nu hvor jeg er på orlov og underviser mit egen barn – men jeg kunne ikke rumme så mange hjerteskærende historier. Måske “less is more” er vejen frem. Knus, og tak for din blog.

  4. Jeg forstår dig Kathrine, og jeg gør nøjagtig det samme selv – sorterer. I perioder nyder jeg at følge med og engagere mig i grupper og blogs osv. og i andre perioder orker jeg det ikke. Jeg tror det er meget naturligt – og ikke mindst vigtigt engang imellem at stoppe op og mærke efter hvad der er vigtigst. Der er også meget stille på min blog for tiden. Det er bare ikke altid jeg har lysten til formidlingen af og fokusset på Aksels autisme.

Skriv et svar