Destination mor

Torsdag henter jeg Alfred tidligt fra skole. Det er en forholdsvis ny aftale, der skal gøre hans uge mere overkommelig – og indtil videre virker det efter hensigten.

På vej hjem i dag gik vi ad Holmbladsgade netop som en meget lang bil kortege med rocker-typer kørte gennem gaden. Bil efter bil fyldt med max-tatoverede, pumpede mandfolk, som højest sandsynligt skulle til begravelse. Det var ikke så meget deres udseende, som den stemning der fulgte med bilerne, der ramte mig som en mavepuster. Det var så ubehageligt, at jeg faktisk begyndte at græde. Alfred var jo med, så jeg måtte kort forklare, at jeg blev dårligt tilpas, når jeg så dem og følte en masse dårlige vibrationer. Lidt som når man ser orkerne i Ringenes Herre.

Den søde dreng medgav, at det da også var tosset, at de sådan kørte på de larmende maskiner. Det var da for åndsvagt, når man nu kunne gå, mente Alfred. Og så påpegede han eftertænksomt, at orkerne jo faktisk oprindeligt var elverfolk. (Det kan man så tænke lidt over, hvis man vil…)

 

Vi forsøgte at få den dårlige stemning til at forsvinde ved at tale om noget andet. Alfred er mester i den slags.

– Tænk, hvis nogen i fremtiden opfandt en teleporteringsmaskine!, begyndte han.

– Ja, det ville være sejt!

– Man skulle bare kunne skrive, hvor man ville hen – og så kom man det.

– Hvor ville du så tage hen på din første teleportation? Legoland, måske – eller sommerhuset? Månen?

– Næ, jeg ville vælge destination mor. For jeg vil bare hen til der hvor du er, sagde han så.

Og så var det, at jeg jo nærmest kom til at græde lidt igen – men af helt andre årsager. For nu var alle dårlige vibrationer forduftet – teleporteret langt væk – og jeg kunne række ud og give ham et stort knus, så han kunne mærke at han var ankommet til destination mor.

 

Alfred og Kathrine
Fra forleden dag i Fælledparken

6 thoughts

  1. Godaften søde Kathrine, Dejligt at læse at du er ved at være frisk igen. 🙂 Har læst alle dine fine indlæg de sidste dage, også set The daily show. Hvor er det glædeligt at der kommer så megen god opmærksomhed på autisme og de smukke mennesker som skal og kan lære os så meget om livet. En fin autisme dag, og så flot at  Alfred fik en guldmedalje 🙂 Tak også for de dejlige billeder af jer alle fire på legepladsen forleden. Vi nyder at det er dejligt forår for tiden, men det er jo april, så weekenden byder på regn og blæst. En kærlig godnat hilsener fra din faster som er så stolt af dig. Stort knus 

    ________________________________

Skriv et svar