Autismetanken

Det er altid farligt at kalde noget del 1, når det reelt er den første (og muligvis) eneste del man har. Men det kan også være et løfte om, at der vil komme mere. Så lad os lege at det er det sidste – og komme til sagen.

Det er noget særligt med en søndagskonference på SIKON, men i år var der under den kryptiske overskrift ‘No fishing allowed’ lagt op til en interessant dag med Carol Gray – og Dorthe Hölck og Anja Hende (men de to sidstnævnt fortjener et indlæg for sig selv).

Carol Gray er hende med de sociale historier – og hold endelig øje med hendes hjemmeside http://www.carolgraysocialstories.com.

Hun har også beskæftiget sig med mobning (bullying) og har dels undersøgt hvornår man mobber, men også hvem der er udsat for mobning. Det er nemlig ikke så lige til – men der tegner sig desværre et billede, som bestemt ikke er til autistisk fordel. Den der oftest er udsat for mobning, er den der er alene…

En af de ting der skinner igennem når Carol Gray taler er hendes store hjerte, hvor de specielle børn, autisterne og dem der på andre måder er udenfor har en ekstra stor plads. Hendes fokus og øje for hvor det er vi kan gøre en forskel er inspirerende. For det er ofte de små ting – at vi ændrer tilgangen til en udfordring – som gør en afgørende forskel.

Et twist med stor effekt

Hun brugte eksemplet med en Time Out, som vi nok ikke bruger i samme omfang i Danmark som de gør i USA, men ikke desto mindre er det et godt eksempel. Især set fra et autistisk synspunkt. Hun oplevede at mange børn ikke havde gavn af time out. Det gav ikke mening for dem – og det hang bl.a. sammen med at det hedder en Time out. En dreng oplevede det for eksempel som at blive ‘smidt af planeten’. Man blev smidt væk, sendt ud – og det kommer der bestemt ikke noget konstruktivt lærende ud af. Så som den fine pædagog hun er blev den tænkepause som time outen en omdøbt til noget som faktisk giver mening – nemlig Think and return. Så gav det mening! Nå – jeg skal tænke mig om og komme tilbage til gruppen når jeg har tænkt. Lille ændring med stor effekt!

Mobning er ikke kun en mavepuster i frikvarteret

Hendes grundige undersøgelser af mobning kom også til udtryk i forhold til hvor små ting, der faktisk også er mobning eller en slags vold. De små bemærkninger. Tavshed. Rullen med øjnene. Kropssprog. Der er (uhyggeligt) mange måder hvordan vi mennesker kan undertrykke og udelukke andre – men ved at være opmærksom på det og ikke mindst gøre alt vi kan for at udvise nul-tolerance over for den slags adfærd, kan vi skabe miljøer hvor vi alle kan føle os trygge.

Det betyder ikke at alle skal være venner – men det betyder at der for eksempel i skolerne skal være fokus på hvordan vi behandler hinanden. Og det gælder ikke kun børnene imellem. Det gælder i lige så høj grad de voksne – og her tænker jeg, at vi forældre også spiller en kæmpe rolle. Hvordan møder du andre mennesker? Hvordan er din attitude? Det er dybt naivt at tro at mennesker som er udfordrede i forhold til at forstå det sociale samspil, vil kunne føle sig trygge hvis de fornemmer ‘støj på linjen’ i form at adfærd som ikke stemmer overens med det sagte.

Den komplekse sociale game plan

Det sociale er en kompleks størrelse. Her er en visualisering af den proces vi gennemgår, når vi f.eks. kommer til et nyt sted.

Social kompetence / Carol Gray / SIKON15

Det er jo ikke småting der skal overvejes – og ikke mindst potentielt mange steder hvor det kan gå galt. Hvis man så har en svag forestillingsevne og er dårligt i stand til at overføre erfaringer fra en situation til en anden, vil man potentielt være mere udsat.

Carol Grays pointe er derfor også at det er nødvendigt at øve autister i denne komplekse checkliste. Men det nytter ikke at koncentrere sig om de sidste skridt på rejsen – der hvor man øver f.eks. small talk og sociale færdigheder – hvis man aldrig kommer til det punkt, fordi man brænder sammen tidligere i processen. Det er ikke nemt, men det er nødvendigt.

En lille tåre

Carol Gray var en underholdende oplægsholder og jeg vil efter bedste evne dele en lille historie hun fortalte om en dreng der hedder David. Hun havde været tilknyttet ham da han lige var startet i skole og han lød til at have de samme problemer som mange at ‘vores’ børn har, når de møder skoleverdenen. Han var frustreret, udadreagerende osv. Men David havde heldigvis to søde venner (som jeg ikke husker navnene på). De støttede og guidede ham igennem dagen – og da det på et tidspunkt kom på tale at David skulle skifte til en specialtilbud, lå det Carol Gray meget på sinde at han blev på sin nuværende skole – bl.a. på grund af det fine venskab med de to drenge. Hun skiftede efterfølgende skole og mange år senere så hun David igen i en anden tilfældig sammenhæng. Hun gik glad hen til ham og hilste på den nu unge mand og spurgte om han kunne huske hende. Det kunne han ikke. Men så kom de to venner og sagde ‘Kom David’ – og så gik de sammen videre.

Og jeg beklager – for jeg kan ikke fortælle den lige som hun gjorde – men jeg indrømmer gerne at jeg lige måtte tørre en enkelt tåre væk ved tanken om søde David med de to dejlige venner, som var der for ham, så han ikke var alene.

Afslutningsvis et billede af et af hendes maaaange slides. Attitude er så afgørende i relationen – især med autister, men også i forhold til andre mennesker. Og så det med humor – jep, det er vigtigt!

Og så var ‘No fishing allowed’ et udtryk de brugte på en skole hvor hun havde været. Fishing var mobning. Så det var temaet når de holdt møde med børnene og deres forældre om trivsel og hvordan man skulle opføre sig.