Gæsteindlæg: Om at lytte med hele sit væsen

Det er en gave at få mulighed for at dele ekspertviden her på bloggen. Derfor er jeg glad og stolt over at kunne bringe dette spændende indlæg fra Ditte Rose Andersen om Intensive Interaction. Ditte holdt også en temagruppe på SIKON om emnet, som jeg desværre ikke selv oplevede. Men nok fra mig – jeg giver ordet til Ditte:

 

Når vi lytter med hele vores væsen, er vi alt, hvad vi har brug for

– af Ditte Rose Andersen, psykolog og Intensive Interaction-koordinator

Ditte Rose billed 1

For tre år siden, i 2012, ’vidste’ jeg, hvem Mads var. Med ’vidste’ mener jeg ikke, at jeg vidste, hvad han bedst kunne lide, hvad han frygtede allermest, heller ikke, at jeg kendte hans humor eller vidste, hvad han syntes om mig, hvad han bedst kunne lide at lege eller snakke om. Med ’vidste’ mener jeg, at jeg vidste, han var fjorten år og gik på den skole, jeg var tilknyttet som psykolog, at han havde diagnoserne autisme og mental retardering, begrænsninger i talesproget – og i hans elevplan stod, at han næsten ikke tog sociale initiativer, ikke kommunikerede, og at han havde voldsom adfærd, som kunne skade både ham selv og andre. 

Jeg ser på video af Mads fra 2012. Der er et klip, hvor han spiser frokost på skolen – alene og ved et bord, der vender ind mod væggen. Der er ét, hvor han glad og afslappet (men uden kontakt til andre) går rundt i atriumgården og plukker blade, kaster jord op i luften, tygger på blade og siger forskellige lyde. Der er et andet klip, hvor han ligger på sofaen, og en medarbejder beder ham om at rejse sig. Han skubber lidt til den voksne, får senere en iPad og ligger med den i lang tid, før han trækker et tæppe over sig. Og der er et klip, hvor han rejser sig fra sofaen og bevæger sig rundt i lokalet. På en stol sidder min søde kollega smilende. Han ved nok, hun er der, men kigger ikke på hende. Mange klip, hvor han laver aktiviteter, andre sætter ham i gang med, men uden blikkontakt, berøring eller udveksling af ansigtsudtryk mellem ham og medarbejderne.

Da jeg lærte Mads at kende, havde jeg arbejdet med autistiske mennesker og familier og fagpersoner omkring dem i tolv år. I mit speciale på psykologi havde jeg tygget mig i gennem store dele af den videnskabelige (og tunge) kognitionspsykologiske litteratur om autisme. For mig var resultatet nedslående. På mange måde handlede litteraturen om ”hvorfor de er anderledes.” Hvis vi sætter alt andet lige, hvordan adskiller autistiske mennesker sig så fra andre mennesker?

Der var – og er – især tre modeller for kognitive dysfunktioner, nemlig Theory of Mind-deficit, mangel på forståelse af Central Sammenhæng og eksekutive dysfunktioner.

Modellerne bygger især på opstillede og kontrollerede forsøg, der har sammenlignet autistiske mennesker med neurotypiske forsøgspersoner. Hver især kommer de tre modeller til at ekskludere autistiske mennesker på hver sin måde. Theory of Mind-teorien kan understøtte en forståelse af, at autistiske mennesker ikke forstår sig selv eller andre ’rigtigt.’ Modellen for Central Coherence kan implicit komme til også at understøtte, at autistiske mennesker ikke kan se ’meningen’ med tingene, mens forsøg, der beskriver eksekutive vanskeligheder kan komme til at stille spørgsmålstegn ved, om autistiske mennesker fleksible ’nok’ og om deres intentioner egentlig er intentioner.

 

Når man prøver at forstå autisme og autistiske mennesker gennem opstillede, kontrollerede forsøg, der interesserer sig for at finde de ’præcise forskelle’ mellem autistiske mennesker og neurotypiske, sætter man ikke så meget fokus på, hvordan verden mon ser ud indefra, når man er autistisk, hvordan man oplever sit eget konkrete liv, hvad der er svært eller giver livsværdi for én. Hvad er det enkelte menneskes konkrete grunde (til forskel fra abstrakte ’årsager) til at handle, som hun eller han gør? Alle de autistiske mennesker, jeg kendte, levede jo fra dag til dag deres liv, hvor de dannede deres egne forståelser, havde intentioner, betydningsfulde oplevelser og meningsfulde interesser. Og i autistiske menneskers selvbiografier som fx Donna Willams’ kunne jeg læse så fint og særligt om livet indefra og ud – også de dele af hendes liv, hvor hun ikke havde brugt talesprog.

Jeg kom til at ønske mig, at både forskning, pædagogik og forståelse for alvor kunne tage udgangspunkt i det enkelte autistiske menneskes egne interesser, synspunkter og udtryksformer (uanset hvor udviklet eller ikke-udviklet dette menneskes talesprog var). Og, at forskningen og interventionen indbygget ville have en dyb respekt for dette.

 

Via tilfældigheder kom jeg til at høre om en pædagogisk tilgang, Intensive Interaction, som sigter mod at udvikle kommunikation og samspil med mennesker, der har kommunikative handicap. En udvikling, der i denne tilgang sker ved, at man for alvor lytter til signaler fra det menneske, man står over for. En tilgang, hvor man venter og tuner sig ind på mennesker, der fx er optaget af fx lysets spil i vandet, træernes blade, solsystemet, gentagne bevægelser, at stille dyr på række. Der var noget, der fangede mig fra starten. Det var anderledes end det, jeg ellers var stødt på i min rejse ind i at forstå og arbejde med autistiske mennesker.

’Arbejdet’ i Intensive Interaction består i hele tiden at betragte og lytte, så man forsigtigt kan koble sig på den anden og opbygge en fælles verden, der er både meningsfuld, interessant, præget af glæde – og som på en dyb måde er gensidig og social. Det handler om at være en god deltager frem for at ’få den anden til’ at deltage. Det er en enkel og givende måde at lade den anden få reel indflydelse på samtalens, legens, relationens eller aktivitetens indhold, tempo og forløb og give den anden mulighed for at bruge de udtryksformer, hun eller han kan lide og er tryg ved.

Jeg fordybede mig først i litteraturen om Intensive Interaction og fik siden mulighed for i England at uddanne mig i tilgangen og for at lave et projekt med min psykologkollega fra PPR.  Det var det projekt, der gjorde, at jeg kom til at lære Mads at kende frem for bare at ’vide noget om’ ham.

 

Jeg ser på videoklip fra slutningen af 2012. Mange klip, hvor min kollega eller jeg bare sidder i nærheden af ham, betragter ham, får en fornemmelse for hans handlinger, ord, lyde, bevægelser, interesser. Klip, der viser, hvordan vi langsomt, prøvende ser, om vi kan få lov at være med i lidt af hans verden. Den allerførste gang, jeg prøvede, blev der skabt en næsten øjeblikkelig kontakt, da jeg som Mads kastede og greb noget jord. Kontakten var kortvarig, flygtig, men øjeblikkelig og meget klar. Senere i den samme time også kram, smil, og en længerevarende sekvens, med turtagning, blikkontakt og opbygning af forventning: Mads bankede et puslespil ned i bordet, jeg svarede ved at banke med hånden i bordet, Mads gentog, jeg gentog, Mads gentog, jeg ventede…. og da var det, at Mads kiggede spørgende over på mig for at se, om ikke jeg skulle gøre ”min del.”

 

Ditte Rose billed 2

 

Siden fulgte mange fornøjelige timer med Mads, hvor den kommunikative udvikling skete gennem både sange, tumlelege, boldspil med blikkontakt, smil og glæde, klappen, høre musik sammen, svævebaneture med pjat, frokost og snacks sammen, borte-tit-tit og ”bøh!”-lege. Der har også været timer, hvor vi har siddet i nærheden af Mads, som har ligget under et tæppe, eller siddet lidt længere væk fra ham, så han selv kunne vælge os fra eller til. Det er en vigtig pointe i tilgangen, at man ikke gør for meget, at man lader den anden lede og at man tager masser af pauser, så det er den anden, der har muligheden for at genoptage samværet.

Det har hele tiden været vigtigt at lytte til, når Mads sagde ”nej” eller ”ikke mere lige nu” eller ”jeg skal have en pause.” Det sagde han ikke (kun) med ord, tegn eller billeder men ofte også gennem sine handlinger som fx det at trække sig, rejse sig, vende sig væk, trække tæppet over hovedet, lukke døre, gå ud m.v. Det gik mere og mere op for os, at dette var noget af den vigtigste læring for Mads overhovedet: at mærke og forstå, at man kan vælge sine aktiviteter og sit samvær med andre til og fra. Det var et stort øjeblik, da han en dag meget grinende og langsomt lukkede døren ind til redskabsrummet i gymnastik, fordi vi i hans øjne kunne se tilfredsheden med ham selv: ”Jeg kan selv sige til og fra og effektivt kommunikere det.” Jo mere vi lyttede, jo mere fleksible og flydende blev hans måder at sige til og fra på. Med tiden gik han ikke nødvendigvis ind og ud af døre, men tog sig i stedet bare en lille pause fra en sjov tumleleg ved at vende blikket lidt væk, sukke og så var klar igen.

 

Intensive Interaction er ikke udviklet specifikt til autistiske mennesker, men til alle med kommunikative handicap. I mit næste gæsteindlæg går jeg i dybden med tilgangens baggrund og teknik (link til video) og fortæller, hvordan autistiske mennesker og deres omgivelser sammen kan få mere ligeværdige, delte erfaringer, når vi lytter med hele vores væsen.

 

 

3 thoughts

  1. Jeg arbejder i mit speciale i pædagogisk psykologi også med et perspektiv, som favner individets eget perspektiv, nemlig den retning, som hedder Kritisk psykologi. Her er grundtanken, at det ikke giver mening at undersøge eksempelvis kognitive evner eller dysfunktioner objektivt, men at det er nødvendigt at forstå menneskers egne begrundelser for deres handlinger i et førstepersonsperspektiv.

    Dét giver mening, synes jeg…

    Kh, Anne-Mette

    1. Kære Anne-Mette,

      mit speciale (som jeg nævner i blog-indlægget) var faktisk skrevet ud fra en referenceramme, der bl.a. inkluderede kritisk psykologi (sammen med bl.a. kritisk handicapteori og postrukturelle tanker for lige at toppe op 🙂
      … og én af de tilfældigheder, der førte mig til Intenive Interaction var faktisk en kop kaffe med en engelsk professor i udviklingspsykologi, Vasu Reddy, hvis referenceramme, økologisk psykologi, jo er nært beslægtet med den kritiske psykologi (hun har bl.a. arbejdet sammen med Jytte Bang, Ole Dreier og Allan Costall). Hendes forskning peger på, at vi både som nyfødte – og resten af livet – primært forstår hinanden gennem direkte deltagelse (frem for kognitivt at “regne dem ud.”) Jeg spurgte hende, om dette mon ikke også galdt for mennesker med autisme. Og at den manglende deltagelse måske nærmere var årsag til en konsekvens af “manglende forståelse af andre.” Her var det så, at hun sagde, at hun kendte en lille smule til en tilgang, der hed Intensive Interaction – og jeg gav mig til at researche….

      God artbejdslyst med specialet!

Skriv et svar