Det er efterhånden 3 år, siden jeg sprang ud som autismeblogger efter at have flettet det ind i vores almindelige familieblog, siden Alfred blev født og vi senere fandt ud af, at han er autist. Autismetanken blev til og fik logo med puslespilsbrikker, som et slags genkendeligt autismesymbol. Men det sidste stykke tid har det bare ikke passet. Autisme er ikke løse brikker, det er ikke noget som skal ‘løses’. Det er en måde at være i verden på, og for så vidt kan puslespilsbrikken jo symbolisere at det passer ind i noget andet. Men helt ærligt – jeg trængte til noget nyt.
Som en klog kvinde kommenterede på Facebook, så lægger et puslespil også op til, at der kun er én løsning – ét motiv – og det passer bare ikke med en mangfoldig virkelighed, hvor neurodiversitet er vejen frem. Der er ikke kun ét billede, der er ikke kun én virkelighed – der er mange. Derfor er der også mange hjerter, forskellige farver – diversitet.
Så jeg skrev til Jenny Hamson, som lavede logoet i sin tid og bad om en ny version. Jeg er rigtig glad for den lille, men afgørende ændring som hjerterne giver. Det er så vigtigt for mig, at autisme ikke bliver præsenteret som en tragedie, for det er det ikke i sig selv. Jeg vil heller ikke være naiv og påstå, at det er en dans på roser – og slet ikke når jeg selv står et sted i grænselandet og ikke fuldt ved hvad det vil sige.
Hvis der er noget som har slået mig i min rejse rundt i den autistiske verden, så er det den enorme kærlighed jeg oplever. Kærlighed mellem forældre og børn, i netværk, i mødet mellem nogen, som står i samme situation som en selv. Det er forståelsen af hvor store små skridt kan være. Det er den kærlighed, som jeg oplever med Alfred hver dag – og som jeg for alt i verden vil holde fast i.
Hjertet skal også minde mig om at holde fokus på livskvalitet, lykke og alt det vi hver især selv kan gøre i hverdagen for at få det bedre sammen (når der nu kan være nok at slås med i systemet, familien, skolen og så videre).
Da August (som ikke er autist) var yngre og skulle have forklaret, hvad det betød, at hans storebror Alfred er autist, sagde jeg, at det betød at deres hjerner var forskellige, men deres hjerter er ens. Den forklaring holder stadig.
Hej – vil du på et tidspunkt skrive lidt mere om, hvordan I har talt med Alfred og August om diagnosen? Jeg har to drenge – den store på 9 år med IA og ADHD, den lille på 7 år er “neuro-typisk”. I dag kom lillebror hjem og fortalte, at en fra hans klasse havde konstateret at storebror er mærkelig og spurgt til om han er handicappet. Så nu ser det jo ved at være tiden til en snak med dem begge.
Tak for en god blog og inspirerende blog! Vh Trine
Hej Trine – jeg har skrevet lidt om det tidligere. Søg fx på August, søskende eller brødre på bloggen. Så kommer der nogle af de gamle indlæg frem.
Tak fordi du læse med – og ja, det er altid godt at bruge en aktuel anledning til en snak.
Kh Kathrine
Tænk, jeg synes bestemt det lille autismehjerte, symboliseret som et puslespil er meget sigende. Hjertet er jo netop sammensat af flere forskellige farvede brikker, hvilket for mig og se er et udtryk for, at mennesket er komplekst og sammensat, autist eller ej.
Men sådan er det vel med symboler og kunst, der hele afhænger af hvilke øjne der ser og om hvorvidt vi vil lade os begrænse af vores forstand.
Kh Christina, mor til Rasmus med infantil autisme.