Hvorfor viser du det?

Om at være en offentlig familie, om at dele ud sit barn, om til- og fravalg og nogle af mine overvejelser omkring bloggen.

Autismetanken_1i

Jeg har blogget længe. Faktisk siden januar 2005, hvor det mest handlede om den lille søde baby, vi havde fået og sådan hverdagsliv. Den blog har jeg stadig omend i lidt anden form – men den hedder stadig The life of us. Men allerede dengang gjorde jeg mig nogle overvejelser i forhold til at fortælle om mig selv, min familie og ikke mindst mine børn. I første omgang var det mest familie, der læste med, men i takt med at Alfred blev ældre – og ikke mindst da jeg begyndte at skrive om autisme, kom der flere læsere – og ikke mindst læsere, som jeg ikke kendte personligt – sådan i den såkaldte virkelige verden. At jeg så har knyttet en masse venskaber netop i kraft af bloggen er en helt anden historie.

Jeg fortæller om vores liv – og ikke mindst om Alfred og autisme, fordi det er noget, der ikke skal skjules. Det er det signal, jeg gerne vil sende. Her er en måde at være i verden på, som ikke er helt almindelig. Det giver perspektiv at høre om andre, der er anderledes end en selv. Det åbner verden. Men mest af alt vil jeg gerne være med til at andre autistiske familier får en følelse af at høre til i en gruppe. At vi er flere, at vi er mange, som tumler med en tilværelse som afviger fra normen, men som sandelig også indeholder både sorger og glæder, hverdag og vildskab.

Efterhånden som tiden er gået har jeg inddraget Alfred mere og mere. August kommer også med. Hans fortælling om familien er også vigtig. Men jeg har fra tid til anden spekuleret over, om jeg stadig havde haft en blog, hvis ikke Alfred var autist og jeg dermed havde ‘et emne’ at skrive om. Så ville det bare være om vores familie – og helt ærligt, det er altså ikke det store drama. Jeg går ikke super meget op i hverken mode, indretning eller madlavning, så de ellers oplagte emner har været afskrevet på forhånd.

Jeg får tit ideer til blogindlæg, men har knap så meget tid til at skrive. Tiden flyder afsted. Nye ting sker, nye ideer kommer og går. Jeg vil fortsætte med at skrive. Ikke kun komme med anbefalinger af bøger, dele links og artikler på Facebook – selvom det også giver mening.

Et ret afgørende element i min manglende skrivning er at jeg i langt højere grad tænker børnenes perspektiv ind. Vil de synes det er ok at jeg dele det her? Må jeg fortælle om det vi har oplevet, det de har sagt, hvad der er sket? Som regel siger de ja- men hvis de er den mindste smule tøvende, presser jeg ikke på og holder historien og erfaringen for mig selv.

Så jeg vil fortsætte med at dele ud af vores familie-lunser. Vise lidt af livet bag scenen. Fortælle om knubs og sejrer for der er heldigvis begge dele. Og jeg synes livet er bedst, når man deler – når man ikke er fedtet, heller ikke med sig selv.

Skriv et svar