Autismetanken

Det er noget, vi har til fælles, Alfred og jeg. Det er interessen for sproget, for ordene og de samtaler vi i glimt har om en fælles forståelse for hvordan ord er.

Som når vi næsten kan smage, hvordan ordet ‘godte’ bare er et perfekt og grundlæggende et lækkert ord, som i form og lyd passer på indholdet.

Derfor noterer jeg også begejstret, når Alfred bruger sproget til at forklare hvordan han har det. Hvordan hans autistiske verden ser ud. Hvordan hans handlinger og reaktioner til tider bygger på andre præmisser.

Som når han siger ‘Jeg er min krops mund‘. Og jeg synes det er så smukt sagt. Det er hans forklaring på, hvorfor han nogle gange bliver nødt til at sige noget grimt (i stil med ‘jeg hader dig’). Han siger f.eks. ‘Mor – undskyld – men du ved det. Jeg kan ikke gøre for det, men jeg bliver nødt til at sige det – undskyld, men – jeg hader dig! Undskyld.’

Og så har vi aftalt en ny strategi for hvad jeg skal svare når han siger undskyld igen og igen. Tidligere har jeg sagt ‘du behøver ikke sige undskyld‘. Men det er jo noget han har brug for at sige. Ikke helt som en tvangshandling, men i grænselandet hvor handlinger ikke altid er styret, men nogle gange er kroppens måde at lukke damp ud. Som når han har brug for at kysse mig to gange på hver kind og give dem et fast nap – eller ‘tjut’ som vi kalder det. Jeg spurgte hvad det betød, når han sagde undskyld. Han forklarede, at det var fordi han var ked af, hvis han havde gjort noget jeg ikke kunne li. Det var for at sikre at jeg stadig holdt af ham. ‘Skal jeg så ikke svare, at jeg elsker også dig?‘ foreslog jeg – og det blev aftalt.

Sprog, lyde og måden at udtale ord på er en stor interesse for Alfred. Ikke på en aspergeragtig dyb koncentreret særinteresse-måde. Men som en lidenskabelig strøm der får ham til at klukke af grin og smage på tonerne.

Ord kan noget. De former verden. De er verden. Jeg ved ikke, hvor vores eventyr i og med sproget bærer os hen, men jeg er glad for at have fundet en makker, der vandrer i samme spor som jeg selv gør.

Jeg er dybt taknemmelig for at Alfred er i stand til at udtrykke sig. Det er til tider svært for ham. Tankerne bobler over. At kunne sætte ord på det indre er svært – og for nogen er det også nærmest umuligt at sætte ord på det ydre. Men det betyder ikke at man skal opgive at finde kommunikationsveje. Derfor er det også så inspirerende at læse bøger som Udo in Autismland, Derfor hopper jeg og følge bloggen Emma’s hope book. Her er kommunikation ikke ubesværet – men det budskab der trænger igennem er klart. Vi må altidg give op i kampen for at give autister en stemme. At støtte deres egne ord. Give dem måder at komme til udtryk. Blot fordi man ikke taler, betyder det ikke, at man ikke har noget at sige. I min bog er det langt vigtigere end bordskik og øjenkontakt.