Ingen rose uden torne

… eller ingen succes uden sammenbrud.

Forleden lagde jeg en video på Facebook af Alfred og August, som begejstret spillede og så (det blodige, voldsomme og ret fjollede computerspil) Happy Wheels sammen. I min begejstring og i mit forsøg på at fastholde og dokumenterer så meget af det gode som muligt fangede jeg et glimt af lykken. For det er stort når der dels prøves noget nyt og dels når de er sammen om det. Oh happy day!

Men.

Før nogen får den forvildede idé, at alt hjemme hos os er ro, harmoni og børn der siger be’ om og undskyld (altså det bliver sagt tit – men ikke på den måde) – så kan jeg lige ridse op, hvad der hører med af udfordringer, når noget nyt kommer i spil.

I begyndelsen gik det fint med at skiftes. Først spillede den ene en bane (og fik lov til at prøve igen og igen hvis den ikke blev gennemført) og så prøvede den anden.

Men så kom udfordringen – for hvad nu når August spillede svære baner, som han var længe om at gennemføre? Skulle Alfred så vente, som den første fordeling havde budt på?

På den ene side ja – for Alfred har det svært med at der bliver sat begrænsninger på, som også kommer til at gælde ham selv. Jeg foreslog nemlig at de ellers kunne skiftes ved at de havde f.eks. 30 min hver – eller at man måtte prøve at gennemføre en bane f.eks. 20 gange og turen herefter gik til den anden.

“ARRRRG! Nu presser du mig!” råbte Alfred vredt, men dirrende underlæbe og røde øjne.

Og jeg kan godt se, at det er mange scenarier at stille op. Det er det. Men det er noget af en udfordring at lave retningslinjer for to drenge som skal være både retfærdige (mere eller mindre) og forskellige. Jeg har ikke knækket koden endnu. Og jeg tror ikke at løsningen er meget firkantede regler, når jeg gerne vil øve fleksibilitet og det at lade hinanden få plads.

En fordel kom der dog ud af at det nye spil blev introduceret. Nu er presset på hjemmets eneste iPad nemlig taget af, da computeren også er kommet i spil. Det betød f.eks. en betydeligt friskere August, som var hurtigt i tøjet i morges, så han kunne nå at spille før skole. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Hvordan fordeler I sol og vind hjemme hos jer?

One thought

  1. Jeg jonglerer næsten dagligt med den udfordring i et professionelt regi. Det er svært at lave et regelsæt, der er “fair” og samtidig tilgodeser, at nogle af eleverne er mere rigide og derfor kan presses mindre end andre. Jeg er heller ikke til alt for firkantede regler, da det hurtigt kan dræbe hyggen og ikke træner elevernes fleksibilitet. Men i en til tider tidspresset hverdag bliver det hurtigt mig, der sætter en fast, låst ramme op. Det er lykken når der findes en aftale/system som alle parter kan se fidusen i.

Skriv et svar