Fordi ord gør noget ved mennesker

Jeg kan godt li’ ord. Ord er vigtige. Derfor betyder det også noget hvad vi siger. Hvordan vi udtrykker os og ikke mindst hvordan vi italesætter. For det er jo det vi gør med ord.

Jeg samlede engang på overskrifter og ord jeg klippede ud af avisen. Jeg havde en mappe fyldt med lækre ord. Jeg har stadig noget med ord – og det har Alfred også. Vi er f.eks. meget enige om at ‘godte’ bare er et lækkert ord.

En overskrift husker jeg stadig – for mappen findes ikke mere. Jeg er nemlig ikke kun glad for ord. Jeg er også glad for at skille mig af med ting. Overskriften lød ‘I dansen jeg mig møder’. Der er noget lækkert over det der ‘jeg mig møder’. Men for mig er det ikke i dansen (kun hvis jeg er beruset… og kønt er det ikke) – nej, der hvor jeg mig møder er i ordene. I den skrevne tekst allerhelst, for så kan de gå i det tempo som passer. Talesproget går så hurtigt og man kan ikke gå tilbage og rette til eller få gentaget hvad blev sagt.

Og hvorfor nu alt det med ‘i ordene jeg mig møder’? Fordi der endnu engang har været en længere debat omkring om det nu hedder at have autisme eller være autist – og alt det sådan en debat afføder af ‘det kan da være lige meget’ ‘det bestemmer folk selv’ ‘du skal ikke fortælle mig hvad jeg skal…’ ect.

Jeg deltog ikke, men læste det hele. Det er ikke et emne som egner sig til bølgende Facebookdebat, hvor det ofte også er svært at finde hoved og hale i hvem folk skriver deres svar til. Men jeg synes, debatten er vigtig. Fordi ord gør noget ved mennesker. Det er byggesten i vores fælles verden. Som tanker andre kan se. Derfor er det heller ikke lige meget hvad vi siger. Hvad vi kalder hinanden, hvordan vi møder hinanden i sproget – for det er jo det vi gør.

Jeg synes det er vigtigt ikke kun at problematisere autisme. Ikke kun at se det som et handicap. Det er i min optik så meget andet og mere, at handicapbegrebet ikke fungerer her. Ofte er noget først et handicap i mødet med noget andet. Som en engang sagde – ‘på en god flad vej er en kørestol faktisk en fordel, det er først ved mødet med trapperne det bliver et handicap’. Og sådan er det et meget langt stykke ad vejen – det kommer an på i forhold til hvad vi ser det.

Derfor vil jeg gerne se autismen sammen med Alfred. Som jeg tidligere har skrevet så er autismen A’et i Alfred. Det er ikke hele Alfred, men lfred er heller ingen hel dreng. Autismen er vigtig at se – fordi det ikke er noget dårligt. Noget der er synd. Noget der skal ses bort fra. Det er. Hverken mere eller mindre. Det skal ikke gemmes væk. Det er der intet af Alfred (eller nogen andre) der skal.

Men hvad har jeg af ret til at komme med overvejelser eller endda anbefalinger til hvordan nogen skal omtale nogle andre? Især når jeg selv står i majoritetsgruppen – blandt de såkaldte ‘normale’ (indtil andet er bevist/opdaget). Kan jeg så overhovedet tillade mig at have en mening? Det kan jeg nu godt – men dem der skal lyttes til er autisterne. Og ja, jeg skrev autister og ikke mennesker med autisme sådan omtaler størstedelen af dem jeg er så heldig at kende nemlig sig selv. Det er ikke noget de har, det er noget de er. Og så fandt jeg denne her, som jeg synes passer godt ind i min rablende enetale… For det er nok hvad jeg vil frem til.

Autistic pride

I sidste ende er det op til hvert enkelt menneske at vælge sine ord med mere eller mindre omhu. Jeg vil opfordre til at du læser denne artikel i Huffington Post: Doing social justice af Rachel Cohen-Rottenberg. Der er ti gode pointer – og måske forklarer den det bedre end jeg har gjort. Den har sat mange tanker igang hos mig. Og så er der jo Jim Sinclair’s Why I dislike “person first” language. Den kan også godt tåle at blive læst igen (og igen).

Skriv et svar