Planeten er reddet!

Det er ved at gå op for mig – og jeg er muligvis langsom i opfattelsen – men der kommer ingen og giver mig tid. Det er noget jeg selv skal finde – eller rettere tage. Som f.eks. tid til at skrive indlæg til Autismetanken. For det er og har aldrig været noget jeg gør af pligt eller fordi nogen forventer det. Det er og bliver en måde at bearbejde livet på. På en og samme tid fastholde og give slip.

August 5 mdr. gammel i 2007

Og du kender det sikkert – det med at dagen er lang, men året er kort. Hvor blev august af? Og jeg mener ikke den dejlige 1.klasses dreng som ligger og sover trygt med armene over hovedet – August 7 år – jeg mener måneden med sol og varme. Heldigvis er september en af mine yndlingsmåneder – ikke mindst fordi Mikkel og jeg i år kunne fejre 10 års bryllupsdag i september. Det er vist også set i lyset af hvad det kan trække ud af tænder at have et barn med udfordringer en ret stor ting. Vi huskede at fejre det. Eller rettere Mikkel huskede det – inviterede på på en overraskelse. Som jeg fik ham til at fortælle lidt mere om, fordi det med overraskelser… det er altså ikke sådan helt mig. Lidt overraskelse, men helst noget med en plan jeg kender til. (Lyder det bekendt?) Så jeg fik at vide vi skulle til Malmø. Bum – så kunne jeg godt klare resten af overraskelsen (dejligt hotel, dejlig mad, dejlig koncert).

Hvad har alt det her med autisme at gøre? Tja – som jeg ser det lever jeg på sin vis et semi-autistisk liv, fordi vi er hvad jeg vil kalde en autistisk familie. Alfred er jo ikke alene om det. Han er ikke inkluderet – vi er her sammen og da vi vist ikke helt kan passe ind i en typisk neurotypisk familieskabelon (hvem kan det?) så er autistisk familie vist ikke helt forkert.

Mens livet er fløjet afsted med forældremøder, arbejde, svømning og alt det andet som popper op i kalenderen, har jeg ofte tænkt – det skal jeg huske at skrive på bloggen! Og så er det væk igen, for jeg fik ikke sat mig – jeg fik ikke delt de tanker Alfred fik frem hos mig.

Som den uge hvor mandag begyndte med selvmordstrusler i stor stil og fredag lukkede ugen af med at drengene lavede morgenmad til os. Om hvordan yderlighederne er et præmis og normal ikke er til at definere.

Som da Alfred og August begejstret fortalte lææænge om deres fremtidsplaner som indeholder arbejde som skraldemænd (for så skal man nemlig stå tidligt op, men har også tidligt fri – og man tjener gode penge, mor!) og at de skal bo sammen (så skiftes vi nok til at lave mad), have en kanin og ikke mindst en YouTube kanal hvor de spiller spil og det skal være fast om tirsdagen og torsdagen at de poster på deres kanal og de ved hvad den skal hedde, hvilke afsnit de skal lave og alt muligt. De fortalte og fortalte og jeg sad bare og følte mig så lykkelig.

Som i dag, hvor jeg mødte en glædestrålende Alfred hos tandlægen, som begejstret erklærer at det er en af de bedste dage i hans liv fordi han har fået at vide at ozonlaget har det bedre fordi man har udfaset de farlige drivgasser og at det om 100 år vil være godt igen. “Planeten er reddet!” erklærede han – og da jeg spurgte om det var ok at jeg skrev om det sagde han: “Ja, dete må du godt. Vi autister kan godt være lidt paranoide med sådan nogle ting – om jorden overlever – så det er vigtigt at fortælle, at der ikke er grund til bekymring.

Med den gode nyhed vil jeg takke af og vende tilbage, når jeg tager mig tid. Tak fordi du tog dig tid til at læse med.

Det går hurtigt…

Alfred og August, 9. december 2007
store drenge
Alfred og August, september 2014

4 thoughts

  1. Dét indlæg, du skriver her, elsker jeg simpelthen. Af så mange grunde, at jeg slet ikke kan få ned i en kommentar; det er stemningen, travlheden, skiftene fra virkelig skidt til supergodt, autismen …

    Men allermest; godt nyt at planeten overlever. Det er jeg slet ikke i tvivl om, at den ville, hvis der var flere autister, for de ville ikke veje for og imod og snakke så meget om det – men lige så stille bare finde en metode og fikse det!

    Gitte K

  2. Skønt at følge med i din families liv! Er selv mor til en , nu voksen Asperger datter, så dine livsbekræftende og ærlige indlæg er dejlige at læse:-) – og tro mig livet bliver bare skønnere, som børnene vokser op og bliver i stand til at klare livet……

Skriv et svar