Men jeg vil ikke, mor!

Åh, jeg havde glædet mig sådan. Glædet mig til at fortælle Alfred at vi har noget særligt forberedt til hans 10-års fødselsdag i starten af november. En tur til London – bare mig og ham. Fem dage på fremmed jord, men med wifi-sikret hotel med pool og en plan på bedding. London Eye, Harry Potter Studios…
Så jeg havde skrevet et brev til ham – med hvad der skulle ske, hvornår, med hvem, hvor vi skal bo, hvad vi kan se – og at han jo kan forstå og tale sproget. Han fik det i dag, fordi vi lige skal have pas på plads.

Da Mikkel og jeg havde bryllupsdag i september overraskede vi drengene med en tur til Rom til vinter. Og her havde vi også skrevet et brev, som blev læst – og så begyndte en jubeldans anført af Alfred, Det var bare noget af det bedste der var sket i hans liv – et af hans store livsmål (fandt vi ud af) var at se Colosseum. Turen til London har været planlagt længere tid, men rækkefølgen de blev præsenteret i var også af hensyn til lillebror August, som jo ikke skal på 10-års tur (endnu).

Han læser brevet. Rynker brynene og så kommer det:
– Men jeg vil ikke, mor!
Erfaringen har lært mig, at det mest af alt betyder ‘det er for meget – jeg kan ikke overskue det’. Det er hverken utaknemmelighed eller et forsøg på at være flabet. Det er den autistiske hjernes forsøg på at købe sig tid.
Så jeg sagde ikke meget andet end ‘nå’. Jeg havde håbet på jubel. Jeg havde håbet på ‘Ih, du er verdens sødeste mor – jeg elsker dig’. Men sådan er det med Alfred. Og jeg elsker ham for det. Der er ikke noget med et falskt ‘ih tak – hvor dejligt (lyve-lyve) det er jeg glad for’. Ordene kommer ud.

Jeg gav ham plads. Han protesterede et par gange. Sagde at han altså ikke ville med. Og om jeg nu også forstod det, hva’ mor?

Og så kom jeg til at sige det – at jeg var lidt ked af, at han ikke ville med. For jeg havde glædet mig. Og jeg tænkte at vi ville få en dejlig tur.

Med det samme fortrød jeg, at jeg havde spillet ’så bliver mor ked af det’ kortet – et af de fejeste, usleste i bunken. Men ordene var kommet ud. Så jeg undskyldte. Og Alfred undskyldte. Sagde at han faktisk gerne ville med. Og jeg så på ham. Læste det søde, smukke ansigt. Så efter løgnens skygge. Sagde til ham, at det var helt ok, at han ikke skulle sige det, hvis han ikke mente det.

Men så mindede han mig (igen) om, hvem han er – min Alfred.

– Mor – se på mig. Jeg mener det. Jeg vil gerne med. Jeg lyver ikke.

Og søde Alfred – jeg kender dig. Du havde bare brug for tid. For kort tid efter skulle du lige høre om den der pool nu var opvarmet. Og det havde jeg jo ikke undersøgt. Men du smilede, da jeg sagde, at jeg nok ville hvine som jeg plejer, hvis den var kold – og at du er sej til koldt vand.

Jeg vil ikke sige så meget mere. Nu er turen på planen. Og det er et spørgsmål om ud, hjem og det der sker i mellemrummet. Mind the gap, som de siger derovre.

6 thoughts

  1. Rigtig god tur til jer. Og tak for en skøn hjemmeside. Vores dreng har haft diagnosen 1 1/2 år og vi er langt fra ’sort bælte’ i noget af det her. Skønt at hører fra en mor hvilke tanker man gør sig.

  2. Sidder og får tårer i øjnene over dit indlæg, for præcist sådan var og er min egen datter (nu 27 år) og du beskriver det så fint, hvordan de bare ikke KAN lyve og har brug for meget tid inden de liiiige vænner sig til tanken om at noget nyt skal ske:-) Men så går de også all-in…

  3. Rigtig god tur 🙂 Der er forskellige måder at spille mor-blev-ked-af-det-kortet, men synes det er fint at han da også ved at du har investeret følelser i den gave & selvfølgelig havde håbet at han ville med. Kh

Skriv et svar