Autismetanken

Normalt nyder jeg en god debat om morgenen, mens Mikkel smører madpakker og August spiser morgenmad. Alfred, som er autist, bliver vækket en time tidligere, så han kan have sin gode, rolige morgenrutine. Alt i alt helt almindelig morgen på Amager. Men i morges fik jeg sgu pulsen gevaldigt op før 7:30 – og det var ikke fordi jeg var ude og løbe en tur med min A-Team T-shirt på. Det var på grund af måden der på Radio24syv blev diskuteret inklusion på. Måden der blev talt om ‘problembørn’ og ‘inklusionsbørn’.

Lyt selv til udsendelsen her eller tjek http://www.radio24syv.dk – debatten bygger på en undersøgelse de har lavet blandt 130 skoleledere, hvor en fjerdedel har givet udtryk for at de har haft forældre, der har taget deres børn ud af skolen (og til en anden skole) på grund af inklusion.

Det fik mig til at skrive følgende på deres Facebookside i forbindelse med et klip fra udsendelsen, hvor en far fortæller om hvordan han flyttede sin datter til en anden skole på grund af problemer med et ‘såkaldt inklusionsbarn’:

Jeg har skrevet følgende kommentar på Radio24syvs side:

“Jeg synes det var dybt problematisk at I brugte udtrykket ‘inklusionsbørn’ i udsendelsen. Som mor til en autistisk dreng – der heldigvis går på specialskole – fik jeg ondt i maven over at høre, hvordan børn som min søn blev beskrevet og udråbt til at være roden til alt ondt.
Det er naturligvis ikke i orden, at børn bliver slået eller mistrives på grund af deres klassekammerater. Men mange af de her børn har ikke et valg. Deres forældre kan ikke bare flytte dem til et bedre tilbud. De trives heller ikke – det er jo ikke trivsel at spytte eller slå. Det er adfærd der fortæller noget – f.eks. at barnet ikke forstår rammerne. Ikke ved hvad de skal – at der er brug for flere ressourcer og en tidligere og mere omfattende indsats.
Der er ingen, der ville bede et blindt barn om at se sig for. Men når man f.eks. siger ‘tag dig sammen!’ til et barn med ADHD (og IKKE et ADHD-barn, for de findes ikke!) er det faktisk det samme. Vi stiller krav barnet ikke kan indfri, fordi vi ikke kan se deres handicap.
Godt at Mogens Friborg [faren, der flyttede sin datter og som selv arbejder som leder af et fritidstilbud] lige fik sluttet af med at der er brug for flere ressourcer – og at han fik pointeret at der på hans datters nye skole blev arbejdet hårdt for at få det til at fungere og ikke mindst at de var på forkant med tingene. Det er afgørende. Du står jo heller ikke med en kørestol ved foden af trappen og siger – nå, vi skal vist bruge en rampe her…
Indret skolerne efter de svageste elevers behov. Indret dem kognitivt venligt. Uddan lærerne til at tage vare på børnene – og gør alt I kan for IKKE at stigmatisere børn som værende problembørn. Det er langt, langt værre end at have en diagnose.
Jeg kender mange forældre til børn med diagnoser, hvor børnene græder mere end 25 minutter over at skulle i skole. Hvor der er konstante problemer, hvor børnene udvikler skoleværgring, depression og angst – fordi de er i et skoletilbud som ikke er egnet til dem. Det vil deres forældre sådan set heller ikke finde sig i. Men de har ikke et valg. Alle børn har ret til et godt skoleliv – også dem med kognitive handicap.
Hvis I har lyst til at få et indblik i hvordan det er at være en autistisk familie, så er I velkommen til at læse med på min blog http://www.autismetanken.dk”