Græd ikke for mig

Handskerne er smidt i hjørnet. Ærmerne helt oppe over albuerne. Tastaturet ryster – det her er vigtigt!

Her til formiddag læste jeg dette indlæg på bloggen STUD.AUT. – CAND.AUT. som på mange måder satte ord på de tanker jeg har gået med de sidste dage. At der flere steder er sket et uhyggeligt skred. At fokus er forvrænget. Dette handler ikke kun om autisme, men om handicap i det hele taget. At der bliver vist forståelse for forældre, som slår deres handicappede børn ihjel, sender et skrækkeligt signal om at det dels er i orden at slå ihjel. Det er det ikke. At handicappede ikke fortjener at leve. At de er en byrde. Og det er bare så forkert! Det er ikke et budskab Alfred skal kende. Det er ikke en diskurs, han skal udsættes for. Han er hård nok ved sig selv som det er. Han skal ikke høre historier om forældre, der slår deres autistiske børn ihjel – og som ikke fordømmes for den grusomme forbrydelse.

Når nogen siger til mig, at de synes jeg klarer det så flot med Alfred. At jeg da virkelig må gøre et stort arbejde. Hvordan kan du dog klare alt det? Alle de slag, al den planlægning, skrigene og hele tiden at skulle tage hensyn. Ja, så tænker jeg – I skulle vide, hvor flot Alfred klarer det. I skulle vide hvor stort arbejde han gør. Hvor meget han skal forholde sig til, vænne sig til og accepterer – hvor meget hensyn han tager til mig.

Det er ikke fordi, det ikke kan være hårdt at være forældre – uanset hvilket barn du har. Sådan er det. Hvem har sagt, at det skulle være nemt? (Heldigvis ikke min mor.) Men vi må ikke glemme fokus. Vi må aldrig glemme at tage børnene, de unge, de voksne med på råd. Tale med, men frem for alt lytte til dem, der ved hvad det handler om. Lytte til autisterne. (Og ja, det kalder jeg dem altså – for sådan gør de selv. I min optik er der ikke et ‘med autisme’ – men hvad du gør er op til dig.)

Græd ikke for mig. Græd ikke for Alfred. Autisme er ingen tragedie. Det er en anderledeshed, som vi elsker, respekterer og fejrer. Der er ingen undskyldning for at slå sit barn ihjel.

autistic

8 thoughts

  1. Præcis, og hep fra mig! Jeg blev også ked af det helt dybt, dybt indeni. Jeg ved at min Viggo i forvejen kæmper en brav kamp med sin dagligdag, og for ikke at stikke for synligt ud i sin lille, stærke 9 årige krop, og om alle de tanker han hver dag kæmper med i forhold til det at være ‘anderledes’, men hvis han også skal mødes af den slags uhyggelige budskaber, det gør mig så helt igennem ulykkelig.

  2. Jeg nyder at læse med her i dit blogland.. har ikke selv autisme tæt ind på livet, men kan relatere til dine oplevelser og syn på livet, og hvordan man SELV kan vælge at se på tingene på en anden måde end det gængse. Hav en dejlig aften!

  3. Jeg græder bogstaveligt talt tårer, ……..du ser min verden, med mine øjne. Du ser, med mine øjne, den enorme smerte jeg så ofte lider under, forårsaget af andre menneskers behavioristiske fordomme….den smerte der tager kvæltag på min sjæl og torturerer mit indre. Vi er jo ikke kommet ret langt væk fra Hitlers agendaer og det skræmmer mig meget.
    Tak Kathrine. Tak for at du ikke lader os autister stå alene. Tak for dit stærke offentlige standpunkt. Det er ikke kun Alfred du gør en forskel for og jeg, samt andre, gør ikke kun en forskel for vores børn. Vi gør det også for hinanden. Det er med en ånd som din vi kan få mulighed for en ægte inklusion…en inklusion som os selv og ikke en anden.
    Et stort hjerteligt tak.
    Anja Hende Autismwhisper

  4. …men når min dreng på 8 her til aften så siger “jeg ville bare ønske, jeg ikke var født og at vi ikke var skilt”, så synes jeg alligevel, det er lidt op af bakke 🙁

  5. Kathrine jeg bliver nød til, at skrive til dig igen. “Græd ikke for mig”, har simpelthen fyldt så meget i mine tanker…for du rammer den dybeste smerteligste sorg i indre; netop det, ikke at være ønsket. Det er underligt, for jeg oplever en omsorg fra dig, i en allianceform; du “SER” os, du ser virkeligheden og du tør at italesætte den højt. I mine øjne er det en helt i aktion. Man behøver ikke have superkræfter for, at være en helt – det er faktisk ikke superkræfter der skaber en helt – det er handlingen.
    Tak tak tak tak tak Kathrine – endnu engang. Det er artikler som denne, der virkelig rammer mig indeni, fordi der er liv og autentisk sandhed i dine ord.
    Dine børn er heldige at have dig og hvor er det helt utroligt smukt når du skriver: “Når nogen siger til mig, at de synes jeg klarer det så flot med Alfred. At jeg da virkelig må gøre et stort arbejde. Hvordan kan du dog klare alt det? Alle de slag, al den planlægning, skrigene og hele tiden at skulle tage hensyn. Ja, så tænker jeg – I skulle vide, hvor flot Alfred klarer det. I skulle vide hvor stort arbejde han gør. Hvor meget han skal forholde sig til, vænne sig til og accepterer – hvor meget hensyn han tager til mig.”
    Det er en enorm kærlighed.

Skriv et svar