Det man skriver skal man huske selv

For snart længe siden skrev jeg om det med iltmasken. At man lige som i flyet skal huske selv at tage iltmasken på, før man hjælper andre. Og det er jo fint og godt – og jeg ved det, for jeg skriver det jo, så alle I andre kan vide og huske det. Men. Det er sgu ikke altid jeg husker det selv. Og så kan det ramme, det der gråvejr. Den der gennemsyrende træthed. Som om loftet lige er sænket en halv eller en hel meter.

Det sker, hvis jeg selv glemmer de hviledage, der er så vigtige for Alfred. Jeg har nemlig lige så meget brug for dem, men skal selv finde dem frem i kalenderen (og det er jeg ikke altid så god til).

Men nu er det ferie. Og selvom man skulle tro, at det gør det lettere at holde hviledag, så er al hverdagens beroligende rutine jo fjernet og erstattet af hurlumhej og halløj. Og lige så meget som jeg holder af balladen – og selv sætter ting og sager i gang, så bliver jeg faktisk også træt. Mere træt end jeg ønsker at stå ved. Men det gør jeg så her lidt alligevel.

Det er mest af alt en kærlig tanke til alle jer andre derude, som også bliver trætte, men ikke kan sove. Som er vågne, men ikke helt friske. Som venter på at loftet igen hænger i den rette højde – og jeg ved af erfaring, at det kommer det til en dag. Der er bare desværre ingen, der ved hvornår. Så hvis vi nu aftaler at vente sammen – bare helt stille – så letter det nok før end vi tør håbe på.

Tired Woolf

Skriv et svar